Highclass cowboytoast extravaganza

Den ældste storebror og hans bedre halvdel var en tur under varmere himmelstrøg, mens det stadig var hamrende koldt her i Norden. Da de vendte snuderne hjemad, havde de fanget mig en dåse foiegras – jeg tænkte ‘herligt! den skal nok blive til noget sjovt’ og hvad er sjovere end en highclass cowboytoast extravaganza?! Og så især ovenpå nogle ekstremt hårde, men ualmindeligt festlige og Roskilde opvarmende Distortion dage. Det kan kun blive godt! En blanding af ko og grissebasse rørt med foiegras’en, lidt trøffelpasta, et æg, et drys salt og et skud peber, lidt havregryn, lidt af de der syltede citronder, lidt frisk rosmarin og en hulens bunke kærlighed. Schallotts der bliver bløde med lidt hvidløg og en bette ansjos. Brød fra den yngre storebrors ferme bagehånd, grillet og smurt med en grovkornet sennep, siden belagt med en skive Vesterhavsost. Et par af de grønneste asparges der har hygget sig i hindbæreddike og olivenolie af en bedre karakter og bummelum we’re in business! Jeg må sande, at dette MÅ være den bedste kur mod tømmerbasser og en lidt for festligt ramt krop (hmm distortet body..?). Enjoy!

Ren tomat-lykke!

Kan du huske, at jeg under Distortion holdt noget gril tam tam, hvor jeg fandt nogle små fine smagsløse tomater? Dem syltede jeg jo og resultatet så sådan her ud. Processen var ikke lang og besværlig og kompliceret og nedern og åndsvag, og glæden var dejlig og herlig og skøn og lækker!

I et rengjort sylteglas kylede jeg de fine små (dumme) smagsløse tomater. Lagen bestod af helt almindelig lagereddike, hindbærsirup, lidt sukker og et par laurbærblade. Boble boble boble, hen over tomaterne i glasset, køle køle køle, og så skal jeg da lige love for at smagen trådte så kraftigt frem i tomaterne, at man næsten fik tårer i øjnene af ren tomat-lykke!

Distortion gril

Dette års Distortion er veloverstået med latterligt godt vejr, nogle af årets fedeste fester og ellers bare gedigen Roskilde Festival opvarmning og så selvfølgelig nogle tidlige eftermiddags gril i gode venners lag. Fredag, da det var Vesterbros tur til at feste igennem, holdt vi grillen i min gård. Der er et ordentligt indtag af alkohol til de her fester, så jeg tænkte at vi hellere måtte spise noget som ville lægge sig blot en smule tungt. Kartofler blev pakket i folie med rabarbar, smør, salt og et skvæt rørsukker sirup (som jeg modtog fra Dansukker forleden – den er genial! Tak for det Dansukker!) og så op på grillen. Jeg havde fundet en flanksteak som jeg grillede hel med salt, peber og enebær på kullene. Tidligere på dagen havde jeg været forbi min grønthandler, som havde nogle mægtigt fine små tomater, det var først da jeg kom hjem jeg fandt ud af hvor lidt de smagte af… What to do what to do?! Jeg sylter dem! (den historie kommer snart) Så sådan blev det altså, de små fine smagsløse tomater blev syltet, kølet og vendt med frisk bælgede sommer ærter, cremet komælks feta, selleri, den kørvel der lystigt gror i min vindueskarm og et skud olivenolie.

Det var en perfekt gril til en perfekt Distortion!