Grissebassen med forårsfornemmelser

En ordentlig omgang grissebasse havde fundet vej til mit bette Vesterbro køkken. Jeg gloede på ham, han gloede på mig og vi blev ret hurtigt enige om hvad der skulle til at ske: Han skulle fyldes med forår! Derfor, blødt godt saltet smør, helt frisk og forårsgrøn timian, et par ansjos fileter og peber blev mokket godt sammen og fyldt ned i den lomme grissebassen nu havde fået. Og så kom de! Ferskenerne! Det var dem der jeg syltede i sommer.. Og hold nu op hvor var de bare gode! Rimpet sammen med en snor og så på ferie i krematoriet. Til ‘bassen serverede jeg en lakrids sauce og nogle andre ting.. Men den vage lakridssmag i kombination med den saftige forårsgris og noterne af underspillet sommer blandet med lavendel, vanilje og kardemomme sad lige i øjet!

Good times og gazpacho

Sejlene blev sat og vi drønede rundt på havet i nogle timer, inden vi købte os en pukkel til hos fiskefar nede i havnen. Det endte i et par flotte dorader, som blev fyldt med citron, hyldeblomst skærme og salvie. Vi fik et par små rødfisk som fik fyldt bugen med persille, hvidløg, fersken og frisk rød chili. Naturligvis med olie på skindet så de kunne blive knasende sprøde. De flotte store tigerrejer blev marineret i den bedste thailandske ånd – med fish sauce, sesamolie, frisk koriander og chili. Mens havets kød sydede på grillen, satte vi tænderne i den gazpacho jeg havde lavet tidligere på dagen. Som et lille twist på den, havde jeg puttet en anelse koriander i som først kom til udtryk i den sene eftersmag. Ellers var den bygget op som den dejlige klassiske spanier; med peberfrugter, agurk, hvidløg, løg, citron zest og så smagt til med sherryeddike, olivenolie og salt. For mig, er en sommer uden gazpacho som at gå ind i en skobutik uden at måtte købe noget – helt og aldeles forkert! En anden god idé til en gazpacho er, at udelade korianderen og dryppe med lidt trøffelolie.

Rejerne og fiskene blev saftige og fyldt med kærlig lækkerhed – det er så afgjort ikke sidste gang jeg har puttet ferskener i en fisk!

Fersken fest

Kan du huske den dag jeg snakkede om dåsede ferskner? Det var så nu de kom i brug. Ja ja ja, jeg er ganske udmærket klar over hvor længe siden det er de er købt. Men hey, er de ikke i en dåse der er hermetisk lukket?! Jeg havde ihvertfald været super snedig og kylet de lidt slimede dåse ferskner ind i fryseren (naturligvis uden dåsen!). Ned i blenderen med dem. Det meste af en vanilje stang, jordbærjuice og så en overmoden frossen banan (jeg vil vædde en cocktail på, at du lige nu tænker: hvad er det med hende og både overmoden og frossen frugt?!) fulgte ferskenernes eksempel og tog også springet ned i blenderen. Det tager lidt tid, for der er jo frosne både det ene og det andet. Men bare blend løs!

Meget skidt kan man sige om fødevarer der kommer fra en dåse, men den her smoothie var forfriskende, læskende og virkelig mættende! Ja, en regulær fersken fest om du vil. Jeg er på ingen måde færdig med dåsede ferskener! Og ja ja ja, jeg lover selv at sylte dem når de kommer i sæson!