Kagen der var fyldt med kærlighed

Min veninde sagde forleden ja tak til manden på den gyldne jernhest. Et bryllup fyldt med kærlighed, masser af romantik og en forrygende fest til den lyse morgen. En bryllupsgave skulle jeg naturligvis også give dem, og hvad bedre og mere personligt end at give dem deres bryllupskage?! Han er pjattet med chokolade i alle afskygninger, hun er fjollet med brombær og hasselnødder. Derfor lavede jeg chokolade biscuit bunde, en brombær konditorcreme og friske flotte brombær. Den blev beklædt med en chokolade ganache, ristede knuste hasselnødder, chokolade hjerte slikkepinde og de samme blomster som var i hendes buket.

Kærlighed i en skål

Influenzaen har i sandhed ramt Vesterbro! Kender du den lyd når man krøller folie? Det er præcis sådan det føles i min hals. Og hvad er bedre for en øm hals end en dejlig varm og frisk tomatsuppe?! Ja ja, the er da ganske rart og fint og flot og det hele, men der er nu altså et eller andet ved en tomatsuppe!

Rødløg, hvidløg og lidt chili. Et par af den syltede slags, et par af den tørrede slags og en go’ bunke af de friske, ny blancherede og afskindede tomater. En ordentlig sjat kærlighed og lidt vand. Lidt salt, lidt sukker og en blender. Og så en pesto på persille, hasselnødder og parmesan.

Det kan da ikke andet end, at jage influenzaen til langbortistan!

Mææh sagde det lille lam

Fennikel ramte en rygende varm pande i intet mindre end 2 sekunder sammen med tørrede dadler. De blev vendt med granatæblekerner, hasselnødder, bredbladet persille, olivenolie og lidt salt. Et stykke lam blev brunet og stegt færdig i ovnen. Lamme panden blev brændt af med Calvados.

Det var friskt, sødt og fyldt med kærlighed!