Cookielicious

Cookies. Er det helt ærligt ikke bare overdimensionselle småkager der prøver at være en kende hipstersmarte ved, at beholde sit engelske navn? I min verden jo, og det gør mig i og for sig intet – det er jo sprødt og sødt og blødt på samme tid! Der er rigelige mængder smør, rigelige mængder valnødder og ligeså chokolade af en bedre kvalitet. Der er grovvalsede havregryn og blødt hvedemel. Godt med vanilje og en anelse orange zest for friskhed. Mixe mixe, et smut i krematoriet, en tur ud i det Københavnske efterår til afkøling og vupti, så er du cookielicious klar!

Kornfed og kernesund

Vejret dikterer, at det er bagetid. En kernesund 5-sortsblanding i blød i en rum tid, og så blandet med noget groft spelt mel, lidt fuldkorns hvedemel, en pakke tørgær og en halv liter kærnemælk, samt en god håndfuld salt og lidt brunet smør. På med æltevanterne (læs: latexhandsker) og boks derudaf. Skålen blev filmet og sat i køleren i ca. 24 timer for derefter, at blive tævet igennem igen med lidt mere hvedemel. Ned i silikone muffinformen, filmet og tilbage på køl. Et helt døgn senere, blev de penslet med mælk og drysset med solsikkefrø og græskarkerner. Ind i krematoriet og bage til de blev åhhh så fine. Og så ud i det Københavnske efterår og køle af, så jeg straks kunne hapse en. Åhhhh de er kornfede og kernesunde, det lyder forkert og kedeligt, men er så godt, at der er en fest i min mund!