Efteråret når det smager bedst (æblekavalkaden part 3)

De danske skove vrimler for tiden med smukke farver og masser af svampe. Jeg snublede over en ordentlig bunke fine fine tragtkantareller. Nogle af dem valgte at smutte ned i en stuvning og ind i en crêpe-dyne for at putte med nogle syrlige æbler, citrontimian og en masse efterårsrarhed. Det der med nuancerne af en skovbund i herlig harmoni med det syrligt sprøde æble, er bestemt efteråret når det smager aller aller bedst! Men du skal skynde dig i skoven inden frosten kommer, hvis du vil have snitterne i nogle svampe.

Enjoy!

//Louilicious

Reklamer

Sæson fristelser

Her midt det smukke, farverige københavner efterår er der mange fristelser! Rødderne har lige sagt davs, svampene er ved at vinke farvel (og bliver derfor spist af undertegnede så godt som dagligt!) Alt i alt lægger efteråret op til nogle helt andre køkken udfordringer end sommerens gril eskapader. Men, i dag handler det om svampene – ja ja ja, tænker du sikkert. Hun snakkede jo også om de skide svampe for et par dage siden! Men kære læser, det er jo fordi de er så djævelsk lækre og fordi sæsonen for dem er så åndssvagt kort!

Det var de fineste orange kantareller der blev stegt i beurre noisette (og på dansk: brunet smør), sammen med pancetta, schallotts, citron zest og rosmarin. Hele baduljen fik et skvæt hvidvin, lidt honning, salt og peber. Saucen fik lov at tykne på honningen, så den bedre kunne klistre sin velsmagende kærlighed til den pasta, den skulle vendes med.

Det var verdensklasse efterårs pasta med sæsonens fristelser!

En raffineret and

Nu sætter frosten snart ind og det betyder, at det er slut for skovens lækre svampe. I går stod den på kantareller, and og nogle lyse sæson rødder. Jordskokker og persille rødder stegt med salt, peber og en sjat hvid balsamico, vendt med ruccola og karamelliserede schallottsAnd stegt på en pande. Kantarellerne blev smidt på andens pande – efter den var stået af for at hvile – og hyggede sig med lidt honning og salt. Et skud portvin kom på panden til aller sidst sammen med de smækre svampe. 

Den blide parfumerede smag fra rødderne mod det pebrede fra ruccolaen og de søde løg, den saftige and og kantarel-portvins saucen, smags nuancerne så utroligt raffinerede, at det da ikke kan være andet end en raffineret and!

Bambi på skovtur

Dådyr nedlagt ved faderens (hårde?) hånd (umiddelbart ville jeg tænke, at han løber rundt i skoven med en dolk i flaben og nedlægger vildtet, men nu har jeg jo set hans geværer). Perfekt rosa. Ingen tilsat smag andet end sig selv, skoven og lidt salt. Kantareller stegt i beurre noisette (på dansk bedre kendt som brunet smør – men er det mig, eller lyder det bare pænt fladt og en kende bondsk – no offence!) og citrontimian. En vildtglace, reduceret fra en fond der havde hygget sig i knap et døgn. Sprøde, glaserede sommerrødbeder. Tyttebær, samlet i en svensk skov, syltet og fantastisk til det sødlige kød.

Det er da Bambi der er på skovtur! Men jeg lader billedet donere resten af ordene………