Grissebassen med forårsfornemmelser

En ordentlig omgang grissebasse havde fundet vej til mit bette Vesterbro køkken. Jeg gloede på ham, han gloede på mig og vi blev ret hurtigt enige om hvad der skulle til at ske: Han skulle fyldes med forår! Derfor, blødt godt saltet smør, helt frisk og forårsgrøn timian, et par ansjos fileter og peber blev mokket godt sammen og fyldt ned i den lomme grissebassen nu havde fået. Og så kom de! Ferskenerne! Det var dem der jeg syltede i sommer.. Og hold nu op hvor var de bare gode! Rimpet sammen med en snor og så på ferie i krematoriet. Til ‘bassen serverede jeg en lakrids sauce og nogle andre ting.. Men den vage lakridssmag i kombination med den saftige forårsgris og noterne af underspillet sommer blandet med lavendel, vanilje og kardemomme sad lige i øjet!

Reklamer

‘skiver når de er aller bedst!

Når der dufter brunt og brændt i min lejlighed, ved jeg godt hvad klokken er slået: julebage-tid! Og i dag står den på æbleskiver. Mmhhhmmmm nybagte ‘skiver!

Udover mel, sukker, salt, natron, blommer, kærnemælk og hvider, putter jeg også kardemomme, cognac, citron zest, stjerneanis og vanilje i mine. Og så bager jeg dem selvfølgelig i klaret smør. Det er altså ‘skiver når de er aller bedst! Jeg er klar over, at de fleste har en eller anden tudsegammel familie-opskrift som de holder fast i med næb og kløer, men prøv at bevæge dig lidt rundt og oplev dine ‘skiver på andre måder. Jeg kan aller bedst lide at hapse ‘skiverne med faderens solbær marmelade – den smager nemlig så herligt af sol og sommer og giver dem lige et opløftende hep, med den lidt spidse syre fra sommer-solbærene.

Chunky chutney og et virkelig vildt svin

Efteråret er i sandhed nået til de Københavnske gader og stræder, det betyder lange simre dage i køkkenet, masser af duft og eksplosioner af smag i munden! Jeg havde fået fingrene i en god portion sveskeblommer og valget faldt på at lave en chunky chutney. Blommer (uden sten vel at mærke), et par nelliker, nogle kapsler kardemomme og stjerneanis, en tørret chili og en kanelstang, lidt bukkehornsfrø og zesten fra en lime, en sjat hvidvinseddike og et skud rørsukker sirup og et lille drys salt. Boble boble boble, sat med agar agar, i skoldede glas og på køl. Lad være at røre for meget i den og lad være at lade den koge totalt i smadder, det er lækkert med chunks! Men hvad skal den så serveres til?!

Jooo, jeg lavede nogle frikadeller af et virkelig vildt svin. De fik så meget kærlighed af den timian der gror i min vindueskarm, at der næsten ikke er ord for det. Hele baduljen blev serveret i endive blade (julesalat). Den sødlig-stærke smag fra den chunky chutney mødt af den bitre endive og det kærlige vilde svin var fænomenal!!

Åhhh lille fersken!

For en rum tid siden indkøbte jeg nogle dåsede ferskner. De blev jo frosset og brugt på noget af en fersken fest. I samme åndedrag lovede jeg, at sylte nogle ferskener selv. Nu er tiden så endelig kommet til fersken syltning – woohoo! Sådan helt russisk agtigt, så æææælsker jeg alt syltet (med nogle undtagelser dog)!

Stenen skal ud, det er ret simpelt – et snit, et twist og vupti, ude er stenen. Skindet skal naturligvis også af ferskenerne, så ligesom med tomater blancherer jeg dem ganske kort, dumper dem i koldt vand og så kan skindet lige så snildt glide af.

Rørsukker sirup, blancherings vandet, kardemomme, en vaniljestang, lidt lavendel og en hulens masse kærlighed! Boble boble og så ned i glasset hen over de twistede, stenfri, afskindede ferskener. De må godt beholde noget bid – synes jeg i hvert fald. De ser helt vildt fine ud, men jeg har jo, af gode grunde, ikke den fjerneste idé om de smager lige så godt som de ser ud. Nu skal de stå og hygge sig et stykke tid, og bare ta’ det helt roligt! Jeg vender flygtigt(frygtigt?) tilbage med hvad jeg har brugt dem til og om de smagte ligeså lækkert som de ser ud til.