Grissebassen med forårsfornemmelser

En ordentlig omgang grissebasse havde fundet vej til mit bette Vesterbro køkken. Jeg gloede på ham, han gloede på mig og vi blev ret hurtigt enige om hvad der skulle til at ske: Han skulle fyldes med forår! Derfor, blødt godt saltet smør, helt frisk og forårsgrøn timian, et par ansjos fileter og peber blev mokket godt sammen og fyldt ned i den lomme grissebassen nu havde fået. Og så kom de! Ferskenerne! Det var dem der jeg syltede i sommer.. Og hold nu op hvor var de bare gode! Rimpet sammen med en snor og så på ferie i krematoriet. Til ‘bassen serverede jeg en lakrids sauce og nogle andre ting.. Men den vage lakridssmag i kombination med den saftige forårsgris og noterne af underspillet sommer blandet med lavendel, vanilje og kardemomme sad lige i øjet!

Åhhh lille fersken!

For en rum tid siden indkøbte jeg nogle dåsede ferskner. De blev jo frosset og brugt på noget af en fersken fest. I samme åndedrag lovede jeg, at sylte nogle ferskener selv. Nu er tiden så endelig kommet til fersken syltning – woohoo! Sådan helt russisk agtigt, så æææælsker jeg alt syltet (med nogle undtagelser dog)!

Stenen skal ud, det er ret simpelt – et snit, et twist og vupti, ude er stenen. Skindet skal naturligvis også af ferskenerne, så ligesom med tomater blancherer jeg dem ganske kort, dumper dem i koldt vand og så kan skindet lige så snildt glide af.

Rørsukker sirup, blancherings vandet, kardemomme, en vaniljestang, lidt lavendel og en hulens masse kærlighed! Boble boble og så ned i glasset hen over de twistede, stenfri, afskindede ferskener. De må godt beholde noget bid – synes jeg i hvert fald. De ser helt vildt fine ud, men jeg har jo, af gode grunde, ikke den fjerneste idé om de smager lige så godt som de ser ud. Nu skal de stå og hygge sig et stykke tid, og bare ta’ det helt roligt! Jeg vender flygtigt(frygtigt?) tilbage med hvad jeg har brugt dem til og om de smagte ligeså lækkert som de ser ud til.

Rabarbere i flæng

Rabarberene gror som ukrudt i faderens have. Så i en stor tykbundet gryde fyldt med rabarbere, sukker, vanilje og lidt vand lagde jeg ud med en helt simpel kompot. Mens den stod og boblede i gryden, gik jeg i gang med en helt simpel pund-til-pund sandkage hvori jeg også puttede lidt lavendel og marcipan. Kompotten blev let afkølet og noget af den vendt i kagedejen.

En anden portion røg over i en kasserolle og boblede videre med fint hakket ingefær og et let drys allehånde. Idéen var, at reducere det der var kompot så meget, at den ville blive til en tyk klistret masse. Den hyggede sig i 3 timer inden den kom på glas. Det fungerer utrolig godt!  Jeg vil bruge rabarber reduktionen til tørre oste, vildt og hvad der nu ellers falder mig ind.

En helt tredje portion af kompotten gik til at lave en trifli. Normalt ville jeg bruge flødeskum vendt med en konditorcreme, men af mangel på både pasteuriserede blommer og fløde (den havde jeg jo gnasket i mig tidligere på den lune kompot..), ville det blive pænt svært. Så jeg fandt en fuldfed græsk yoghurt i køleren. Sødede den med flormelis, smagte til med vanilje og op i et glas med makroner (jeps, man skal aaaaaltid have makroner liggende!) søbet med en aldrende portvin, rabarber kompotten og så den her snedige og alt for ‘sunde’ wannabe creme – igen og igen og igen. Ind i bilen, hunde-basse, den ældste storebror og jeg selv og så på udflugt ned til mormoren. Hun blev rasende glad for triflien (trifli er en af hendes yndlings desserter) og så naturligvis for at se os.