My funny valentine, my comic valentine

Valentines. Mediernes gigantiske kærlighedsfest står og hamrer på døren om et kort øjeblik med de rødeste roser, de skarpeste hjerter og ikke mindst de sødeste sager! Og netop de sødeste sager tager vi fat på i dag. Det handler om den ultimative kærlighedskage, nemlig en Red velvet cupcake! Den er rød, den er blød og det er 100% rå kærlighed!

På utallige opfordringer(pæne som meget mindre pæne), kommer så oven i købet den first ever deciderede opskrift – My oh my! Og jeps, du læste helt rigtigt: en decideret opskrift!

Godt så, det er noget af et udstyrsstykke så frem med Margrethe skålene og din køkkenvægt, din flotte håndmixer (nu har jeg jo ikke selv en KitchenAid, men er du så heldig at have sådan en rasende flot satan, så frem med ham).

I skål 1 sigter du: 530gr mel, 1,5tsk bagepulver og et nips salt.

I skål 2 pisker du: 3dl kærnemælk, 1spsk eddike, indmaden af 1 vaniljestang og 2 æg.

I skål 3 mixer du: 30gr virkelig god kakao og 100ml rød frugtfarve(det er ca. 3 små flasker) mix det sammen til en pasta.

Så er det frem med håndmixeren til skål 4 hvor du blander 180gr smør med 350gr flormelis. Når det er mixet ordentlig sygt sammen tilsætter du 1/3 af skål 1. Mixe mixe, tilsæt ½ af skål 2, mixe videre og så endnu 1/3 af skål 1. Rør det sammen til en fin dej og tilsæt så resten af skål 2 og efter lidt mixeri resten af skål 1. Når det ser fint ud tilsætter du hele skål 3 og sørger for at der ikke er nogle kedelige striber i dejen. Ned i cupcakeformene, ind i krematoriet ved 175grader i 20-25 minutter. Når de kommer ud, skal de være ordentligt afkølede før du klasker frosting på dem. I frostingen bruger du 1 pakke cream cheese af neutral smag(med mindre du selvfølgelig godt vil have en frosting der smager lidt af krydderost..) 120gr smør og 475gr flormelis, indmaden af en vaniljestang og et nips salt. Det er en god ide at lade frostingen sætte sig inden du slår dig løs  ovenpå dine cupcakes.

God fornøjelse og sweet comic valentine!

Reklamer

‘skiver når de er aller bedst!

Når der dufter brunt og brændt i min lejlighed, ved jeg godt hvad klokken er slået: julebage-tid! Og i dag står den på æbleskiver. Mmhhhmmmm nybagte ‘skiver!

Udover mel, sukker, salt, natron, blommer, kærnemælk og hvider, putter jeg også kardemomme, cognac, citron zest, stjerneanis og vanilje i mine. Og så bager jeg dem selvfølgelig i klaret smør. Det er altså ‘skiver når de er aller bedst! Jeg er klar over, at de fleste har en eller anden tudsegammel familie-opskrift som de holder fast i med næb og kløer, men prøv at bevæge dig lidt rundt og oplev dine ‘skiver på andre måder. Jeg kan aller bedst lide at hapse ‘skiverne med faderens solbær marmelade – den smager nemlig så herligt af sol og sommer og giver dem lige et opløftende hep, med den lidt spidse syre fra sommer-solbærene.

Kornfed og kernesund

Vejret dikterer, at det er bagetid. En kernesund 5-sortsblanding i blød i en rum tid, og så blandet med noget groft spelt mel, lidt fuldkorns hvedemel, en pakke tørgær og en halv liter kærnemælk, samt en god håndfuld salt og lidt brunet smør. På med æltevanterne (læs: latexhandsker) og boks derudaf. Skålen blev filmet og sat i køleren i ca. 24 timer for derefter, at blive tævet igennem igen med lidt mere hvedemel. Ned i silikone muffinformen, filmet og tilbage på køl. Et helt døgn senere, blev de penslet med mælk og drysset med solsikkefrø og græskarkerner. Ind i krematoriet og bage til de blev åhhh så fine. Og så ud i det Københavnske efterår og køle af, så jeg straks kunne hapse en. Åhhhh de er kornfede og kernesunde, det lyder forkert og kedeligt, men er så godt, at der er en fest i min mund!

Blåbær blåbær blåbær……….

Mel, sukker, æg + blomme, vanilje, citron zest, blåbær – jo, du har gættet rigtigt! Den står på blåbær muffins! Min veninde havde fødselsdag forleden og havde inviteret tøserne til middag. Jeg var rådvild omkring hvad jeg skulle finde på i fødselsdagsgave til hende. Tidligere på dagen var en kammerat kommet forbi til kaffe. Han er ualmindeligt glad for kager og foreslog at jeg bagte muffins til hende – for så kunne han jo også lige hapse et par stykker. De blev dejlige, luftige og fyldt med lækre blåbær, ned i en lyserød papirspose med silkepapir stikkende ud i toppen. Sikke et hit!