Åhhh de avokadoer!

Nå, Olivado – dem der med avokado olien fra Madbloggersymposiet – har udskrevet en opskrift konkurrence og den er jeg naturligvis med i!

Jeg har indsendt 2 opskrifter: Den forunderlige avokado og Djævelsk dejlig kødfest. For at stemme på mine ting, skal du blot følge dette link. Jeg bliver så glad så glad når du stemmer på mig, så på forhånd af hjertet tak! Og husk nu, do spread the fine word..

Djævelsk dejlig kødfest

Forleden lavede jeg roastbeef  – kun til mig. Det var en djævelsk dejlig kødfest og selvfølgelig var der jo djævelsk meget dejligt kød tilbage – så jeg ville lave en frokost sandwich. Jeg havde modtaget en portion frosne bagels i en lækker fuldkornsversion, som jo hellere måtte blive afprøvet.

Ind i den lune bagel kom der roastbeef helt tyndt skåret, lyn-syltede røde og gule pebre med en lille berøring af chili og hvidløg, en herligt pebret ruccola og så en mayo rørt på grovkornet sennep og avokado olie! Avokado nuancen kom helt og aldeles til sin ret mellem det djævelsk dejlige kød, det let spicy fra pebrene og det pebrede fra ruccolaen. Det var en genial sandwich at nyde i det Vesterbroske efterår!

Den forunderlige avokado

Ved Madbloggersymposiet var der jo en del sponsorer. En af dem gav os en flaske olie med hjem. De hedder Olivado og laver bl.a. avokado olie.

Af med låget og snuden så langt ned i flasken som overhovedet muligt. Ahhhhhh den dufter jo herligt! Et par dråber i hånden, varme dem op og så er det tid til at smage på sagerne. De har ramt helt og aldeles plet. Det her er avokado på flaske!

Nå, den skal jo så bruges på noget sjovt! Jeg har en rød grape liggende som jeg købte i et meget falsk håb om, at skulle begynde at spise sundere morgenmad og motionere noget mere og alt det der, men øhhhh den vil i hvert fald gerne bruges nu. Så kan vi starte på det andet der, på mandag.. Kylling, avokado, grillede rugbrøds crutons og brøndkarse bliver de andre komponenter til denne forunderlige avokado frokost.

Og det er åhh så yndigt at følges ad! Den fade avokado nuance fra olien er nemlig som skabt til den bitre røde grape, den sødlige kylling, den skarpe syre fra brøndkarsen og det sprøde rugbrød.