Et saftigt efterårssvin

Den stod på efterårssvin med nogle af sæsonens smukkeste farver. Svinebassen stegt i timian (jooo det er jo homo krydderurten tim-i-jan), hokaido – det er det der græskar der er helt bette og mægtig orange, godt pladret til med timian. De dejligste jordskokker ligeså pladret til med timian, oliven olie, salt og peber. Ind i krematoriet og bage til de begge var smækre og mundvand drivende! Mmmmm, et saftigt efterårssvin med smukke farver og perfekt afstemt smag! Genialt – hvis du spørger mig!

Reklamer

Søde suppe, du varmer mit efterårshjerte

Efteråret har i sandhed ramt København med alt hvad dertil hører af blæst, regn, fine farvede blade, store halstørklæder og tid til supper! I det bette kærlige køkken med det røde gulv, bliver der lavet en på blandt andet søde kartofler, grønne oliven og kanel. Den bliver toppet af med min all time favourite musling: de her helt fantastiske små delikate hjertemuslinger. Et drys med en let hånd af grønne oliven og de pureste løg(også kendt som purløg, skulle du være i tvivl) og så er man klar til at guffe sæsonens første suppe, lige til at varme efterårshjertet!

der torskes

Sommeren er i den grad gået på hæld. Men i mit kærlige bette køkken med det kække røde gulv, varer sommeren heldigvis lidt længere!(lyder det som en ringe reklame..?!) Derfor blev der i den grad torsket! Den helt friske fiskebasse hoppede op på en rygende varm pande, efter han havde fået en en kærlig tur med en anelse salt og citron zest. Torskebassen skal lige hvile et øjeblik, inden han mænger sig med den lune salatmajs skåret fra kolben, spændstige røde pebre, sensommer porrer, rosmarin, lidt salt og et ordentligt skud frisk kværnet peber. Hele baduljen, der har fjollet rundt på en anden mægtig varm pande, vendt med en sjat æblecidereddike og en olivenolie af en lidt bedre karakter. Det er simpelt, det er sensommer, det er hverdag og så er det altså kun godt!

Highclass cowboytoast extravaganza

Den ældste storebror og hans bedre halvdel var en tur under varmere himmelstrøg, mens det stadig var hamrende koldt her i Norden. Da de vendte snuderne hjemad, havde de fanget mig en dåse foiegras – jeg tænkte ‘herligt! den skal nok blive til noget sjovt’ og hvad er sjovere end en highclass cowboytoast extravaganza?! Og så især ovenpå nogle ekstremt hårde, men ualmindeligt festlige og Roskilde opvarmende Distortion dage. Det kan kun blive godt! En blanding af ko og grissebasse rørt med foiegras’en, lidt trøffelpasta, et æg, et drys salt og et skud peber, lidt havregryn, lidt af de der syltede citronder, lidt frisk rosmarin og en hulens bunke kærlighed. Schallotts der bliver bløde med lidt hvidløg og en bette ansjos. Brød fra den yngre storebrors ferme bagehånd, grillet og smurt med en grovkornet sennep, siden belagt med en skive Vesterhavsost. Et par af de grønneste asparges der har hygget sig i hindbæreddike og olivenolie af en bedre karakter og bummelum we’re in business! Jeg må sande, at dette MÅ være den bedste kur mod tømmerbasser og en lidt for festligt ramt krop (hmm distortet body..?). Enjoy!