der torskes

Sommeren er i den grad gået på hæld. Men i mit kærlige bette køkken med det kække røde gulv, varer sommeren heldigvis lidt længere!(lyder det som en ringe reklame..?!) Derfor blev der i den grad torsket! Den helt friske fiskebasse hoppede op på en rygende varm pande, efter han havde fået en en kærlig tur med en anelse salt og citron zest. Torskebassen skal lige hvile et øjeblik, inden han mænger sig med den lune salatmajs skåret fra kolben, spændstige røde pebre, sensommer porrer, rosmarin, lidt salt og et ordentligt skud frisk kværnet peber. Hele baduljen, der har fjollet rundt på en anden mægtig varm pande, vendt med en sjat æblecidereddike og en olivenolie af en lidt bedre karakter. Det er simpelt, det er sensommer, det er hverdag og så er det altså kun godt!

Djævelsk dejlig kødfest

Forleden lavede jeg roastbeef  – kun til mig. Det var en djævelsk dejlig kødfest og selvfølgelig var der jo djævelsk meget dejligt kød tilbage – så jeg ville lave en frokost sandwich. Jeg havde modtaget en portion frosne bagels i en lækker fuldkornsversion, som jo hellere måtte blive afprøvet.

Ind i den lune bagel kom der roastbeef helt tyndt skåret, lyn-syltede røde og gule pebre med en lille berøring af chili og hvidløg, en herligt pebret ruccola og så en mayo rørt på grovkornet sennep og avokado olie! Avokado nuancen kom helt og aldeles til sin ret mellem det djævelsk dejlige kød, det let spicy fra pebrene og det pebrede fra ruccolaen. Det var en genial sandwich at nyde i det Vesterbroske efterår!