Djævelsk dejlig kødfest

Forleden lavede jeg roastbeef  – kun til mig. Det var en djævelsk dejlig kødfest og selvfølgelig var der jo djævelsk meget dejligt kød tilbage – så jeg ville lave en frokost sandwich. Jeg havde modtaget en portion frosne bagels i en lækker fuldkornsversion, som jo hellere måtte blive afprøvet.

Ind i den lune bagel kom der roastbeef helt tyndt skåret, lyn-syltede røde og gule pebre med en lille berøring af chili og hvidløg, en herligt pebret ruccola og så en mayo rørt på grovkornet sennep og avokado olie! Avokado nuancen kom helt og aldeles til sin ret mellem det djævelsk dejlige kød, det let spicy fra pebrene og det pebrede fra ruccolaen. Det var en genial sandwich at nyde i det Vesterbroske efterår!

En raffineret and

Nu sætter frosten snart ind og det betyder, at det er slut for skovens lækre svampe. I går stod den på kantareller, and og nogle lyse sæson rødder. Jordskokker og persille rødder stegt med salt, peber og en sjat hvid balsamico, vendt med ruccola og karamelliserede schallottsAnd stegt på en pande. Kantarellerne blev smidt på andens pande – efter den var stået af for at hvile – og hyggede sig med lidt honning og salt. Et skud portvin kom på panden til aller sidst sammen med de smækre svampe. 

Den blide parfumerede smag fra rødderne mod det pebrede fra ruccolaen og de søde løg, den saftige and og kantarel-portvins saucen, smags nuancerne så utroligt raffinerede, at det da ikke kan være andet end en raffineret and!

Pestoens snappy comeback

For mit vedkommende er sommeren nu rykket ud af Københavns lumre gader. Op ad kysten til faderens hus; hans bette hvalp skal passes, mens han er ude i den store verden og opleve sommeren sammen med sin bedre halvdel. Men som jeg nu efterhånden har omtalt nogle gange som her, her og her, så bugner hans have jo af alskelsens lækkerier! Og i dag kastede jeg mig så i grams med den overdådige urtehave.

Det var ikke nemt, men jeg holdt mig i skindet og tog blot ruccola og citrontimian. Mixede dem med mandler, valnøddeolie, en sjat æblecidereddike, en smule hvidløg, lidt vellagret parmesan og salt. Voila, leksi beksi pesto på køl.

Jeg er udemærket klar over hvad det er du tænker lige nu!! “HA, hvor top ’90er agtigt, at hun laver pasta pesto!” Ja, mine damer og herrer, jeg vil på ingen måde prøve at benægte det, men det må da siges at det er noget af et snappy comeback fra pestoens side! Og hvis du nu skal være helt ærlig, så bliver du jo nødt til at indrømme, at du, når alt kommer til alt, også selv er ret glad for pasta pesto.

Jeg fandt sågar nogle jomfruhummerhaler i faderens fryser og vendte i pasta-pesto-baduljen. Så bliver det da næsten ikke mere sommer agtigt på nordkysten!