Highclass cowboytoast extravaganza

Den ældste storebror og hans bedre halvdel var en tur under varmere himmelstrøg, mens det stadig var hamrende koldt her i Norden. Da de vendte snuderne hjemad, havde de fanget mig en dåse foiegras – jeg tænkte ‘herligt! den skal nok blive til noget sjovt’ og hvad er sjovere end en highclass cowboytoast extravaganza?! Og så især ovenpå nogle ekstremt hårde, men ualmindeligt festlige og Roskilde opvarmende Distortion dage. Det kan kun blive godt! En blanding af ko og grissebasse rørt med foiegras’en, lidt trøffelpasta, et æg, et drys salt og et skud peber, lidt havregryn, lidt af de der syltede citronder, lidt frisk rosmarin og en hulens bunke kærlighed. Schallotts der bliver bløde med lidt hvidløg og en bette ansjos. Brød fra den yngre storebrors ferme bagehånd, grillet og smurt med en grovkornet sennep, siden belagt med en skive Vesterhavsost. Et par af de grønneste asparges der har hygget sig i hindbæreddike og olivenolie af en bedre karakter og bummelum we’re in business! Jeg må sande, at dette MÅ være den bedste kur mod tømmerbasser og en lidt for festligt ramt krop (hmm distortet body..?). Enjoy!

Pastamania

Skulle det være gået din næse forbi, får du den lige én gang til: Jeg er en sucker for pasta! Og det være sig alle slags pasta i alle mulige og umulige saucer(hmmm, hvad mon en umulig sauce er?)! Ja faktisk er det eneste tidspunkt jeg synes, at pasta er klamt, er når det bliver serveret koldt. Nixen, pasta skal være varm og lækker med et lille bid – synes jeg i hvert fald! I dag står den på frisk parpadelle, salte små ansjoser der smelter ud i olien sammen med en hel del hvidløg og de der  syltede citroner. Nogle kyllinge fileter fra et par pip’er fra solskins øen Bornholm, masser af schallotts, lidt sprød parmaskinke, et skvæt hvidvin, en ordentlig badulje salvie og så masser og masser af kærlighed. Måden hvorpå de forskellige salte nuancer komplementerer hinanden er ganske uimodståelig! Jeg er næsten sikker på, at det er den bedste pasta jeg nogensinde har fået – eller måske lige indtil næste gang jeg laver pasta!

Patépatépatépatépaté og sure løg

Den yngre af de to storebrødre kom forbi forleden aften, og havde en pakke under armen! Lidt á la dengang han kom med den frosne hummer. Denne gang havde han opstøvet en pakke frosne andelevere! Og så står den jo på store paté-dag.

Hinder og andet klamhed skal fjernes fra de små fine levere, og så steges forsigtigt i andefedt med frisk timian. Bagefter en go bunke schallotts på panden sammen med lidt hvidløg, som så får lov at soppe i portvin mens den reducerer. Under reduktionen hoppede et par stjerneanis ned og hyggede sig med løgene. Hele baduljen i en blender (på nær stjerneanisen selvfølgelig) , i kokotter og så på køl. Mens de kølede syltede jeg rødløg i en hindbær eddike.

Og voila, andeleverpaté med hindbærsyltede rødløg! Uha da det er dejligt at hapse!